Fredag den 30/05-25 markerede en vemodig, men vigtig dag i Tranevængets historie.
Vores lokale købmand lukkede efter mere end 25 år i kvarteret – en butik, der siden 1999 er blevet drevet med stort engagement af Ayhan og hans brødre.
Butikken har gennem årene været et trygt og trofast indslag i hverdagen. For mange har den ikke bare været et sted at købe ind, men også et sted man kom forbi for en snak, et smil og en følelse af nærhed i nærområdet. Det er svært at overvurdere, hvor stor betydning butikken har haft – især for dem, der ikke har haft nem adgang til andre alternativer.
I forbindelse med lukningen overrakte bestyrelsen på vegne af beboerne en buket blomster som et symbol på vores taknemmelighed. Det var et lille tegn på den store værdsættelse, mange har haft for det arbejde og det nærvær, købmanden og hans familie har bidraget med igennem årene.
Vi ønsker alt det bedste fremover og siger af hjertet tak for indsatsen!
Tranevænget vil ikke være helt det samme uden jer.
- Simon Elkjær, på vegne af hele bestyrelsen og alle beboere